Sådan bliver du klar til din første survey

Af Morten B. Lund, Rambøll Management Consulting.

Inden du udsender din første survey, er der flere ting, du med fordel kan gøre. Her er 5 trin, der hjælper dig til en god undersøgelse med høj svarprocent og data, du kan handle på.

Skal du til at sende din første spørgeundersøgelse ud, er der nogle overvejelser, du med fordel kan gøre dig, før du går i gang. Det behøver ikke at være en videnskab at udsende en undersøgelse, og selv lidt viden om, hvad der betyder noget, kan gøre forskellen på en god og en dårlig måling. Vi har samlet 5 skridt, der hjælper dig til en god undersøgelse med høj svarprocent og brugbare resultater.

  1. Identificér dem, der skal svare
    For at du kan bruge svarene fra din survey til noget, skal du sikre, at det er de rigtige personer, der spørges. Gør dit forarbejde, så du er sikker på, at dem, du spørger, også er dem, der ved noget om det, du spørger til. Når du ved, hvem du skal spørge, kan du vælge de rigtige måder at få kontakt til dem. For de fleste målgrupper er der flere måder og kanaler til rådighed, så det gælder om at vælge de kanaler, hvor du forventer, at respondenterne er lettest at fange og 'få i tale'. Brug gerne flere kanaler hvis muligt.

  1. Find ud af, hvad du skal vide
    Inden du begynder at vælge dine spørgsmål, bør du finde ud af, hvad  undersøgelsen skal sætte jer i stand til. Hvad er det helt konkret, I har behov for at vide? Og hvilke konklusioner ønsker I at nå frem til? Hvis der er flere interne interessenter, der skal bruge undersøgelsens resultater, er det vigtigt, at du sørger for, at alle er enige om formålet inden spørgsmål og undersøgelse udformes. Når alle er enige om formålet, bliver det nemmere at formulere spørgsmålene og lettere at holde spørgerammen kort og præcis.

  1. Stil kun spørgsmål til det du skal vide
    Når der nu alligevel skal sendes en undersøgelse ud til kunder eller brugere, kan det være fristende at snige et par spørgsmål med, som ligger udover undersøgelsens primære formål. Vores råd er: Lad være med det. De ekstra spørgsmål er bare fyld. Jo flere spørgsmål respondenterne skal igennem, jo sværere er det at få dem til at give en fyldestgørende besvarelse. Det gælder især, hvis respondenterne oplever nogle af spørgsmålene som irrelevante for dem. De bedste undersøgelser er dem, der skærer helt ind til benet og kun spørger til de emner, der fører til det overordnede formål med undersøgelsen.


  2. Spørg kun til ting, der kan ændres på
    Når du stiller spørgsmål til en kunde eller en bruger, skaber du samtidig en forventning om, at du kan ændre på det, du spørger til. Stiller du fx et spørgsmål om, hvor tilfreds kunden er med forretningens åbningstider, kan du godt regne med, at den kunde, der ikke er tilfreds med åbningstiderne, forventer, at det er muligt for dig at ændre åbningstider. Hvorfor skulle du ellers spørge? Kan du ikke ændre på det, du gerne vil spørge om, så lad være med at spørge.

  1. Sørg for at få de rigtige rapporter
    God rapportering er afgørende for vellykkede undersøgelser. Skal I kunne handle på den viden, som jeres undersøgelse giver, skal du sørge for at behandle data rigtigt og gøre tallene til brugbar viden for hele organisationen. Allerede inden du sætter din undersøgelse op, kan du med fordel overveje følgende:

    • Hvem skal have adgang til den data undersøgelsen genererer?
    • Kan du bearbejde data, som du vil og gøre forskellige dele af undersøgelsen tilgængelige for de dele af organisationen, der skal bruge resultaterne?
    • Hvordan skal resultaterne præsenteres? Kan dit system gøre data tilgængelig på en forståelig måde, uden du skal gøre alt arbejdet selv? 

    Nogle vil gerne have de tørre tal, mens andre foretrækker en visuel præsentation af data. Vælg det, der passer modtagerne.

Sparring inden din første undersøgelse
Vi vil meget gerne sparre med dig om din første undersøgelse. Så du må ikke tøve med at ringe til os på +45 70 26 78 22, hvis du gerne vil vide mere om, hvordan du kan arbejde med evalueringer og undersøgelser. 

Når du er klar, kan du prøve en demo af SurveyXact.

Deltag på et af vores kurser
Du er også velkommen på et af vores spørgeskema- og metodekurser, som er gratis for SurveyXact-kunder. Vi har kurser for begynderen såvel som den øvede målingsadministrator. Kurserne omhandler både arbejdet før, under og efter din første undersøgelse.

Vi anvender Cookies

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Denne information deles med tredjepart. Læs nærmere her